Tale til vejrups skoles 50 års jubilæum

Tale til Vejrups skoles 50 års jubilæum
Min tale er bygget op af tre dele. Den første handler lidt om Jylland med speciel henvisning til Vejrup, der så bevæger sig over i en velkomst for til sidst at slutte med en tidsforskydning. ”Der er så dejligt på landet, det siger jeg dig eder hylme makker, der er gylle på hver en hylle” skrev Dan Turell engang. Det var dengang Olsenbanden tog til Jylland og hærgede Vestkysten og kaldte bønderne for hængerøve og hundehoveder alt i mens Dorthe Kollo sang: ”Gid jeg var i Skanderborg” og Daimi boede i Esbjerg og var lige blevet berømt. Det Jylland findes ikke mere. Der en nemlig kommet en ny hjemstavnslitteratur. Her skildres Jylland ikke som sukkersød og romantisk men som noget, der skal afvikles og overstås. Skolelukning truer det meste af Danmark. Vestjylland er blevet en rådden agurk. Folk flytter til storbyen. Holsted er et narkokartel på gloende pæle være end Christiania. Filminstruktør Ole Bornedal har udtalt, at helvede findes i Midtjylland. Forfatter Jens Smærup Sørensen har afviklet Himmerland med sin roman Mærkedag. Hans Edward Nørgaard-Nielsen har skrevet en række erindringsbøger om sin barndom i Ribe, fordi det Ribe ikke findes mere. Forfatter Erling Jepsen hader det civile samfund i Sønderjylland, for der er man Forfærdelig Lykkelig – og det er der sgu ikke meget lykke i. I modsætning til Århus hvor man er Nærmest Lykkelig ifølge TV-2 forsanger Steffen Brandt - og længere kan man ikke komme. Hjemstavnen er med andre ord blevet hjemløs. Kroen er lukket i Vejrup. Der er kun én købmand – endnu. Bageren er ikke død, men bager ikke mere brød – kunne man læse på et skilt for snart mange år siden. Alt dette er væk. Manufakturhandlen findes i Gørding men ikke ret længe. Og tøjet er er førmoderne. Mejeriet har for længst solgt sin sidste ost. Smeden smeder ikke, for jernet er ikke varmt. Cykelsmeden er her ikke, for der er ingen, som cykler. Skomageren er væk, for hvem går i træsko? Ishusene findes kun i erindringen, og hvad betyder det – nu har vi Hjemmeis, som ikke hører nogen sted hjemme. Lægehjælp skal man tænke sig til – så lad vær med at blive syg. Det kræver et godt helbred at bo i Vejrup. Når alt dette er sagt, så fejrer Vejrup skole alligevel 50 års jubilæum. Det er utroligt, nærmest et paradoks. For hvordan kan man fejre et jubilæum i lyset af, at alt det øvrige forsvinder? Det spørgsmål stiller jeg mig og svarer: Vejrup er speciel. Mange byer lider den skæbne at blive til sovebyer, hvor der kun bor pensionister. Og dem er der ingen stemme i. Politikere er ligeglade med denne gruppe. Det er reklamen også. Hvem reklamerer for galocher? Det er de unge og smukke og så børnefamilierne, der er stemmer i. Og så industri og viden. Træt af reklamerne for rynkecreme vil jeg i denne anledning rose de gamles smukke rynker, der flyder i deres ansigt som langsomme floder på vej mod havet. Og jeg kan se, at der er flere her af slagsen. Det må være de ældste elever og lærerne – fra dengang. Velkommen til jer. Jeg vil sige anerkendende ord om jeres sorte uldfrakker, min mor har én af typen, hvor skællende fra jeres hovedbund siden min barndom har ligget på kraverne som måner, stjerner og galakser. Med begejstring vil jeg omtale den knirkende lyd fra jeres rollatorer – når i kommer dertil. Påpege min glæde ved jeres stokkes gummidutter, der slår mod fortovets fliser med en lyd som et bankende hjerte, der holdes i gang af nitroglycerin. Dunk. Dunk.dunk-dunk. Velkommen. Og velkommen til mekanikerne. Vejrup har nemlig gennemgået en speciel forvandling, som mange andre tilsvarende byer ikke har oplevet. Når byens centrum med forretninger, kirke og kro så småt forsvinder, så degenererer byen og udkanten opløses. Det svarer til at fjerne centrum i en cirkel, så forsvinder periferien. Men ikke i Vejrups tilfælde. Her har, så vidt jeg kan se, periferien overtaget centrums plads. Vejrup har nemlig forskudt sig til udkanten. Den er blevet en bil-by og har lavet et nyt centrum, som folk selv fra Esbjerg kommer og besøger. At der så ikke er forbundet den store åndelige vækkelse, er hip som hap. Vejrup er forblevet, fordi nogle bl.a. har sørget for, at der er arbejdspladser, så man kan bo i byen. Velkommen til mekanikerne. Velkommen til lærerne. Uden skole ingen undervisning og ingen undervisere. Lærerne skal bo et sted. Ikke nødvendigvis i byen – enkle gør det jo nok. Og én er bedre end ingen. I sørger for at sparke noget viden ind i de små poders hoveder. Velkommen. Velkommen til bønderne, som ikke længere har et landbrug, fordi det er svære tider. I gør jeres bedste og de få landbrug, som eksisterer, skal have sin plads. Vi ved godt, at en ko ikke findes i virkeligheden anden end som en frossen muskel nede i Føtex. Velkommen til jer. Velkommen til alle dem, som gik i skole her og bor i byen og ikke flyttede herfra. I holder befolkningstallet oppe, fordi i gik i seng, slukkede lyset, tog jeres ungdoms forlovede ned under dynen til stor glæde for begge og fødte en stak børn. Uden erotik intet folk og ingen by. Velkommen til jer i små grisebasser. Velkommen til alle jer, der engang gik i skole her, men ikke kunne holde dampet oppe og derfor flyttede herfra for at holde en anden bys befolkning kørende. Blot det, at I har været her og er kommet tilbage, er i sig selv hele festen værd. Velkommen til jer i flygtige og fortabte fugle. Velkommen hjem. Velkommen til komiteen, der har brugt tid på at få jubilæet til at køre. Uden jer ingen velkomst. Uden jer intet gensyn. I burde have en salut med kryds og bolle – men ikke før jeg er færdig. Velkommen til jer, der kom med velkomsten. Velkommen. Velkommen til elektrikerne, malerne, tømrerne, smedene, som ikke findes mere. Velkommen. Og velkommen til præsten og organisten og kirkesangeren – hvis I er her. Velkommen til syerskene, dagdriverne, drømmerne og realisterne. Velkommen til de selvstændige og de ikke-selvstændige, de autonome, som uden at vide det går i flok. Velkommen. Velkommen til pædagogerne, sygeplejerskerne, de arbejdsløse og de, der kun venter på, at det skal blive jul, fordi I er vilde med nisser. Hold ud kammerater, der er ikke langt igen. Velkommen. Og velkommen til socialisterne, som er blevet højreorienteret, og liberalisterne, der er venstreorienteret, og alle de øvrige, som er selvorienteret. Og dem er der mange af. Vi er med jer. Velkommen. Velkommen til en ny tid, som er radikal anderledes end den tid, som var engang. Dengang alting var rosenrød og vi spise jordbær og de smagte af noget, var røde, søde og bløde, og mor hun syede og far han skældte ud af et helt hjerte og var stadig en mand. Velkommen. Dengang i de gode gamle dage. Dengang gik jeg i skole. Dengang fik man en led skideballe på inspektørens kontor, hvis man blot stjal et par blommer fra skolens nabos træ. Der blev råbt så højt, at man blev døv i Bramming. I dag udleveres der frugt og man opfordrer børn til at skifte pizza ud med æbler. Hvordan skal de stakkels børn dog lære at lave blot et enkelt seriøst æbleskud? Jeg er bekymret! Dengang Polle fra min klasse kastede sig igennem en af de store ruder ud mod gårdspladsen, fordi vi legede ”salt”, og fald pladask ind i formningslokalet og ødelagde både glas og lokale. Dengang fik han en ordentlig opsang med ordene: ”du skal ikke ødelægge vores skole, din bumsebetændte dumme knægt”. I dag ville både pedel og inspektør blive fyret på glat papir. Polle ville få en erstatning og automatisk psykologisk bistand for posttraumatisk stress. Og der ville komme tremmer og skodder for vinduerne for at undgå yderligere uheld. Legepladsen ville blive lukket og formningslokalet renset af Køge-Kemi. Dengang skulle man sidde på sin flade lade røv og lærer de fynske byer at kende udenad: Middelfart, Bogense, Kerteminde, Nyborg, Svendborg, Fåborg, Assens og Odense – inden havde man stået i to rækker, gået langsomt ind, stillet sig bag stolene, sagt godmorgen til læreren, det sure stativ, der efterfølgende svarede med en kommandotone som selv en general ville ryste i bukserne over: SÆT JER! I dag skal man blot lære at sidde stille, undgå at forstyrre, hvis man kan, og genere læreren, hvis man kan lade være, læreren, som konstant er til eksamen af aggressive forældre, der kræver, at mit barn skal blive den ny Stein Bagger. Dengang lavede man glidebaner, som var alen lange og nærmest livsfarlige at befinde sig på. Alle råbte og skreg, HALLELUJA, når de en stille vinterdag kurede af sted på fødderne for til sidst at ende på røven. I dag ville de blive lukket af arbejdstilsynet, og andre offentlige instanser vil give en smiley med så surt et fjæs, at sneen ville holde op med at dale. Nu har man sikkerhedslegetøj, der på ingen måder er særligt sjovt at lege med. Dengang var det nærmeste, man kom mærkevarer et par udlagte træsko nede fra Peter Harpeskind med følgende kommentar: ”Aaah, hopla, så har du til et par år mere, lille Torben”. I dag er Lacoste en sagablot, og man går i tøj, som signalerer, at man ligner en million og er på vej til en førsteplads i X-Factor. Dengang hang man ud i Krostalden, røg smøger i spandevis fra femte klasse af. I dag ville en lære få en påtale, hvis han blot lugtede af røg. Børnene kunne blive syge af passiv lugterygning. Dengang var det hele lettere – men jeg vil ikke bytte med i dag. Man er nødt til at være loyal over for den tid, man lever i. Ikke ukritisk men loyal. Ellers er man her ikke og så fortaber man sig i fortiden og det får ingen noget ud af. Med disse ord ønsker jeg Vejrup skole tillykke med de 50 år. Jeg kommer gerne og taler, når skolen bliver hundrede – hvis skolen stadig eksisterer. Til den tid er jeg en fyrig mand på 98 år fyldt med medicin til spiserøret og kan sammenlignes med Storebæltsbroen, der bliver holdt oppe af piller. Jeg vil hoppe ud af køleskabet for at rime af og sætte mig til rette foran rollatoren, som er mere sprælsk end de fleste, fordi jeg kører på hårdt oppumpede radialdæk. Og så vil jeg komme til min gamle skole, som på det tidspunkt ikke servere gallamiddage men muslimske pizzaer og tynd hollandsk øl. Kan i have det godt og hold humøret oppe. Tusind tak for opmærksomheden og god fest. Anders Kjærsig

Source: http://www.vejrupskole.skoleintra.dk/Faelles/OpslagSP/599/tale%20til%20vejrups%20skoles%2050%20%C3%A5rs%20jubil%C3%A6um.pdf